28. juni 2018

"Virksomheder bør lære deres medarbejdere og ledere at netværke"

"Virksomheder bør lære deres medarbejdere og ledere at netværke"

Engang var det grænseoverskridende at tale om at netværke. I dag er det et afgørende værktøj at mestre, siger netværksekspert. Men alt for mange har stadig ikke forstået, hvad det vil sige.

“Netværk er en kompetence, der er kommet for at blive.”

Ordene er Soulaima Gouranis, forretningskvinde, rådgiver og stifter af netværket fremilivet.dk.

Siden 2001 har hun undervist virksomheder i ind- og udland i, hvordan man optimerer brugen af netværk. Da hun startede med at tale om at netværke, skabte det stærke reaktioner. For dengang var der nemlig ikke nogen, som talte åbent om kompetencen, og at Gourani ligefrem havde sat sig for at lære folk at netværke målrettet og strategisk, blev der kigget skævt til.

“Jeg fik reaktioner fra ledere, loger og de mere eksklusive lukkede netværk. ‘Man’ bad mig overveje ikke at tale om emnet, for ikke alle havde en interesse i, at menigmænd lærte at netværke. Men jeg mener ikke, et netværk kun skal være forbeholdt de få, det er alles ret,” siger Soulaima Gourani.

Netværk er mere troværdigt

"Der er så meget information derude, at ingen kan skaffe sig det totale overblik længere. Den korteste vej til viden er derfor gennem netværket."

Netværkseksperten har i dag ansvaret for at uddanne nogle af de allerstørste virksomheder, deres ledere og talenter i blandt andet at blive brobyggere og netværkere, og dermed lever Gourani af at forbinde mennesker i over 35 lande, hvor tillid og personlige relationer er afgørende.

“For mig er det en livsstil og en arbejdsmetode, og det burde betragtes som en helt stueren metode til at skabe faglig, personlig og professionel udvikling. For menneskers forskellige netværk påvirker virksomheders bundlinje. Tænk bare på, hvordan det påvirker dig, hvis en ven anbefaler dig noget? Det virker ofte meget mere troværdigt end diverse reklamer,” siger Soulaima Gourani:

“Der er så meget information derude, at ingen kan skaffe sig det totale overblik længere. Den korteste vej til viden er derfor gennem netværket, og du er afhængig af viden for at kunne træffe gode beslutninger på vegne af dig selv, din familie og karriere. Kort sagt er det gode netværk din sociale kapital, som sikrer din succes og fremtid. Det er den bedste pension, du kan tegne.“

En brydningstid
Alligevel spørger ikke-erhvervsledere ofte Soulaima Gourani, hvorfor man overhovedet skal netværke? Svaret er, at det at opbygge, vedligeholde og pleje er blevet en kompetence, som efterspørges på lige fod med at kunne regne og stave.

“Vi skal være et vidensamfund, og derfor ændres arbejdet også fra at være noget fysisk synligt til noget mere abstrakt og usynligt."

Vi lever i et netværkssamfund, hvor evnen til at opbygge og bruge de rigtige relationer er essentiel, hvad enten du er leder, arbejdssøgende, iværksætter eller funktionær. Årsagen er, at vi befinder os i en brydningstid, hvad angår samfunds- og arbejdsliv.

“Vi skal være et vidensamfund, og derfor ændres arbejdet også fra at være noget fysisk synligt til noget mere abstrakt og usynligt (tanke)arbejde, der præges af relationer,” siger Soulaima Gourani:

“Men når det er sagt, kan det at netværke også være ren dynamit, og gør du det forkert, kan det skade dig rigtig meget. Det sker typisk, hvis du netværker i øst og vest, uden retning og med alle du møder.”

Hvem er dit netværk?
Ifølge Gourani, vil folk som regel svare ”ork ja”, hvis du spørger dem, om de har et netværk. Alligevel har de yderst svært ved at kortlægge deres vigtigste netværksforbindelser, når de får en blyant og et stykke papir i hånden, siger hun:

“Prøv at spørge dem: Hvem kender du, hvor godt kender du dem og de dig, hvem kender de, og hvad kan de?”

For netværksbegrebet bliver også misbrugt, mener Gourani. Det handler nemlig hverken om at have rundsave på albuerne, drikke kaffe eller spise middage i flæng og gå til det ene netværksarrangement efter det andet. Faktisk er netop disse metoder ofte årsag til, at mange ender med følelsen af, at de skal stå til rådighed for en masse mennesker, uden selv at få noget ud af det. Og det skaber stress.

“Når så meget skabes på baggrund af emotionelle bindinger, er det tankevækkende, at så få virksomheder uddanner deres ansatte i evnen til at udbygge og vedligeholde virksomhedens relationer - og dermed strategiske alliancer. I stedet går mange virksomheder bare ud fra, at det er noget, som folk kan,” siger Soulaima Gourani:

“Det er dog stadig min opfattelse, at det desværre er de færreste, som har lært, hvordan man netværker i praksis. Mange forveksler smalltalk og ping’en med den største fisk til et endeløst antal receptioner med at netværke. Dét siger mig, at folk ikke lært det. Men det er altså en social kompetence, som virksomheder bør klæde deres medarbejdere på til.”

Læs også guiden: Sådan netværker du med 6 enkle skridt 

Følg os og hold dig opdateret om de seneste indsigter og kommende events.