Vi hjælper hinanden

Sæt dit netværk på formel og få succes

NETVÆRK HANDLER OM MENNESKER OG EVNEN TIL AT SKABE RELATIONER. OG DEN SLAGS KAN DA IKKE SÆTTES PÅ FORMEL? JO, MENER CARSTEN WÆDELED, NETVÆRKSDIREKTØR I EGN.

I USA er det almindeligt at skrive på cv’et, at du har fået analyseret din netværksværdi – og hvor høj den er – og det samme vil vi også se i Danmark om ganske få år, mener Carsten Wædeled, netværksdirektør i EGN. Han har udviklet en model, hvor du kan sætte dine netværksevner på formel, og se, hvor god du reelt er til at netværke.

”Netværk handler om dit eget potentiale, din viden og dine reelle relationer og så evnen til at bruge det på en strategisk måde. Når alt kommer til alt, handler det om dig selv. Jo dygtigere du er til at arbejde med de tre faktorer, des højere markedsværdi har du,” siger Carsten Wædeled.

Læs også: “Virksomheder bør lære deres medarbejdere og ledere at netværke”

Kend dine stakeholders
For at kunne vurdere, hvor godt dit netværk er, og hvor god du er til at bruge det, skal du analysere og kortlægge det. Hvem er i dit aktive netværk, hvem er i dit anledningsnetværk, og hvem befinder sig i det sovende netværk?

“Analyser dit netværk og tag fat i den person, som enten har den viden, du har brug for eller kan hjælpe dig på vej”

Og for at du kan opnå dine strategiske målsætninger, hvem er så de vigtigste interessenter i dit netværk? Se på det fra tid til anden, for de kan flytte sig over tid, i takt med at du opnår dine mål og sætter dig nye mål.

Det er helt naturligt, men vær bevidst om det, fordi det kræver prioritering og fokus at netværke.

”Lad os sige, at du har brug for noget ny viden – hvem kontakter du? Se på dit netværk. Hvem kender du, der eventuelt kender en, der kan hjælpe med denne nye viden? Analyser dit netværk og tag fat i den person, som enten har den viden, du har brug for eller kan hjælpe dig på vej,” siger Carsten Wædeled og giver et konkret eksempel:

”Forleden talte jeg med en god kontakt, som har et mål om at avancere i sin karriere. Først har hun brug for nogle nye kvalifikationer inden for personalejura og havde derfor brug for et godt råd. Jeg kendte en personalechef, som jeg kontaktede, og inden for 24 timer var de i kontakt.”

Det handler kort sagt om at starte i de aktive netværk og bevæge sig ud, til du får den viden, du har brug for i det sovende.

Læs også: Ti personer, du skal have i dit professionelle netværk

”Min kontakt har brugt sit aktive netværk til at få fat i viden, som ligger ude i det sovende. I stedet for at google og ende med at vælge den forkerte uddannelse, får hun gennem sit netværk førstehåndsråd og er nu godt på vej i den rigtige retning,” siger Carsten Wædeled.

Vær ordentlig
Netværk handler om at give og tage. Et godt råd er at starte med at give – det vil sige at tilbyde din hjælp ind i dit netværk. Så kommer resten – og hjælpen – af sig selv, og dermed kan du med god samvittighed trække på netværket senere. At give og tage går hånd i hånd. Tilsæt en anelse kynisme, når vi taler om din egen strategiske netværksudvikling, når du sætter dig et strategisk mål og går benhårdt efter det. For hvem i dit netværk eller dine interessenters netværk kan hjælpe dig med at opnå målet?

”Du skal interessere dig reelt for andre mennesker for at være en god netværker. Du må aldrig misbruge dit netværk ved kun at tage. Ofte aktiverer folk først deres netværk, når de er i problemer – det er alt for sent, og selv om netværket måske vil være villig til at hjælpe, er det herfra nødvendigt at give noget tilbage,” siger Carsten Wædeled:

”Vi gider alle sammen hjælpe, vi kan faktisk godt lide det – men beder du altid udelukkende om hjælp uden at være der den anden vej, og mangler du ydmyghed, når du pludselig bliver fyret og aktiverer dit netværk efter ikke at have brugt det i årevis, misbruger du relationerne.”

“Hvis manden sidder og nyder en øl og en fodboldkamp, er det ikke tidspunktet at tale arbejde”

Forstå situationen
Samtidig handler det også om at være menneskekender og have situationsfornemmelse – altså at have den rigtige netværksadfærd. Lad os sige, at du sidder til en fodboldkamp, og pludselig ser du den topchef, som du gerne har villet møde længe.

Hvad gør du? Går du over og pitcher din idé, eller skaber du en relation

”Hvis manden sidder og nyder en øl og en fodboldkamp, er det ikke tidspunktet at tale arbejde. Men du kan sagtens tillade dig at præsentere dig selv. Hold det til smalltalk, i det her tilfælde fodbold. Har I en god kemi, kan du til sidst sige til ham, at du har en idé, som du tror ville interessere ham, og om du ikke må kontakte ham i den kommende uge,” siger Carsten Wædeled:

”Det er vigtigt at holde tingene adskilt. Lad være med at blive for ivrig. Griber du det til gengæld korrekt an, kan du pludselig udvide dit netværk og få kontakt til en afgørende person, som vil kunne hjælpe dig videre.”

Vær tålmodig
Så det handler kort sagt om at gå strategisk til værks. Analyser dine mål og sørg for, at de er tydelige, og analyser og kortlæg dit netværk. Sidst, men ikke mindst, accepter, at tingene ikke altid sker fra den ene dag til den anden, men vær samtidig ihærdig og vedholdende. Følg op på de initiativer, du har sat i gang. Og husk de magiske ord: tak for hjælpen!

”Med tålmodigheden kommer resultatet. Sæt dig et mål, se på dit netværk og find ud af, hvor hurtigt du kan komme derhen, hvor du gerne vil være. Og så hold dit netværk ved lige – sørg for at hjælpe, når du kan, anbefal andre i dit netværk og vær ordentlig,” siger Carsten Wædeled:

”I at være strategisk ligger der også en anelse kynisme, men er du ordentlig i dine relationer, kan du nå langt. For mens det ofte vil være dit sovende netværk, der hjælper dig på vej, vil det være dit aktive netværk, som får dig i mål. Strategisk og professionelt netværk er som et parforhold eller ægteskab – det skal plejes og dyrkes aktivt for ikke at miste interesse og effekt”

TwitterLinkedInFacebookCopy Link