31. januar 2017

Sæt ansigt på kommunikationen

Sæt ansigt på kommunikationen

Flere og flere leder og samarbejder i virtuelle teams. Læs her hvordan du undgår at den fysiske distance bliver en mental distance.  

Sidder din nærmeste chef i Tyskland? Samarbejder du med kollegaer i Sverige? Skal du motivere salgsteamet i Silkeborg?

Det virtuelle samarbejde bliver virkelighed for flere og flere i takt med, at de digitale muligheder åbner op for mere geografisk spredte organisationer. 

Det kalder på en ny form for samarbejde, hvor hierarkier nedbrydes, digitalisering spiller en stadig vigtigere rolle i hverdagen og distanceledelse afløser face-to-face-ledelse og den umiddelbart nærværende, fysiske dialog.

Kommunikation bliver et - endnu - vigtigere ledelsesværktøj
Frederik Lindhardt er stifter og seniorrådgiver i virksomheden Virtuel Retorik, hvor han rådgiver om digital ledelse og kommunikation. Ifølge ham er det afgørende at fokusere på kommunikationen, hvis det virtuelle samarbejde skal lykkes. 

Læs også: Distanceledelse kræver større tydelighed 

”Det lyder banalt. Og det er det i virkeligheden også. Men jeg har i mit arbejde med ledere alt for ofte oplevet dem, der kun informerer. Det, der sendes ud i lederens navn, er udelukkende orienterende intranetbeskeder, informerende mails eller distancerede notater,” siger Fredrik Lindhardt.

Den fysiske distance ender let med at blive en mental distance, der kan gøre det sværere for lederen at udføre sit arbejde

Det er ikke katastrofalt, hvis medarbejderne jævnligt ser lederen på gangen, understreger han. Men i den virtuelle organsiation skal der kommunikeres i ordets bogstaveligste forstand. 

”Den fysiske distance ender let med at blive en mental distance, der kan gøre det sværere for lederen at udføre sit arbejde. Derfor bør den virtuelle leder fokusere på at være både velvillig og inddragende over for sine medarbejdere og samarbejdspartnere – måske i en grad, som vedkommende ikke normalt er vant til”.

Distanceledelse kalder på menneskeligt nærvær 
Den virtuelle ledelse betyder altså ikke bare, at nyhedsbrevet er gået online eller at vi klarer mødet over Skype. Det medfører en ny, grundlæggende måde at være og arbejde sammen på, på tværs af afstande. 

Det har særligt to konsekvenser for den virtuelle leder. For det første bliver ledelsesopgaven meget mere personfikseret:

”Det handler om, at vi i de digitale tider søger menneskekontakten. Det bliver i højere grad lederens rolle at tegne virksomhedens menneskelige ansigt udadtil og indadtil. Som sådan bliver man som leder i langt højere grad synonym med virksomheden,” forklarer Frederik Lindhardt.

Læs også: Skab nærværende ledelse på afstand

For det andet skal man sørge for at være tæt på medarbejderne.

”Det kan virke paradoksalt at sige, man skal holde sig tæt på medarbejderne, når ledere og medarbejdere i stigende grad sidder langt væk fra hinanden. Men det er vigtigt, at man aktivt forsøger ved fx at ringe i stedet for at maile, ved at sende en videobid med en personlig besked og i det hele taget sørge for at vise sit ansigt og kommunikere bredt," siger Frederik Lindhardt og fortsætter: 

"Samtidig skal man være klar over, at nærhed på afstand i ligeså høj grad skabes i tid - som distanceleder bør tilgængelighed i tid - ikke kun synlighed - være et fokuspunkt".

Følg os og hold dig opdateret om de seneste indsigter og kommende events.